Kom omkring

Vi har snart prøvet det hele: Billeje, indenrigsfly og togtur med Amtrak.  Vi har stort set planlagt al transport hjemmefra. Måske ikke hele ruten, men i hvert fald udgangspunkter og nogle støttepunkter undervejs. Og transporten er fastlagt, så den del ikke giver anledning til spekulationer undervejs.

Det er et ret stort land…  Lidt planlægning er derfor nødvendigt hjemmefra, og hvis man gerne vil have lidt overblik over hvor langt der er fra A til B, så prøv Mapquest til at se afstande og køreruter.  GPS er uundværdig i storbyerne – hvis ikke din egen GPS har et USA kort, så kan du leje en af biludlejningsfirmaet. Udover GPS´en holder vi nu også af at have et stort, gammeldags kort (eller to…) med. Vi er trods alt på ferie, og vi kan godt finde på at køre en anden vej end GPS´en foreslår, ned af de små veje for at se noget andet. Det falder som regel ikke i god jord ved GPS´en, men så kan man jo slukke for lyden. En meget stor del af tiden kører vi kun på kortet, og lader GPS´en være tændt så den ved hvor vi er, men uden at have tastet en destination ind.  Det er den ultimative feriefrihed: En bil, den åbne landevej og masser af tid! Vi kan underholde os selv i ugevis på den måde….