September 2015

Tirsdag d. 8 September:

Vi skulle egentligt først være startet i morgen, men på grund af at Lufthansa sendte en e-mail til Susanne sidst på formiddagen at piloterne ville strejke næste dag på de korte ruter, så skulle hun kontakte dem angående ændring af billetterne til Frankfurt, efter at have prøvet i lang tid bare at komme i kø lykkedes det endelig at stå i kø i over 45 min. Så endelig fik hun kontakt med en tysk dame, så spørger Susanne pludselig, kan vi være i Aalborg kl.17:15, da vi så kunne komme med et fly til Frankfurt i dag, det var 2 timer og 45 min, ok vi prøver, skulle bare lige pakke kuffeter og alt det andet man nu skal have med, men kl 15 var vi klar til at “flyve” til Aalborg. Vi nåede frem i tid tjekkede ind til Frankfurt. Vel ankommet tog vi bussen til det hotel som Susanne også havde nået at bestille.

 

Onsdag d.9 September:

Vi tog tidligt ud til lufthavnen da vi først skulle flyve til Düsseldorf og derefter videre til New York hvilket så ud til at være en god ide, det hele stod på gloende pæle på grund af strejken, vi forhørte os ved en medarbejder der henviste os til en alen lang kø med folk der også skulle have ændret deres billetter! efter en evighed er vi så langt fremme at det snart var vores tur da Susanne opdager at det fly vi skal med står og blinker at det afgår om en halv time, ud af køen fat i en der fik os lyn indtjekket, løb hen for at komme igennem security, godt at de fleste fly var aflyst, vi nåede det atter engang. Vi blev enige om at nu måtte dette slutte, ikke flere overraskelser. I Düsseldorf passede det med at vi bare kunne mere eller mindre gå direkte til det fly vi skulle videre med. Ankom til New York og knap 30 min. efter ankomst sad vi i den bil vi havde lejet ved AVIS, aldrig er vi kommet igennem så hurtigt. Ud af New York og mod Boston, trafikken var tæt men gled fint, de kan godt trænge til at få noget nyt asfalt på! Vi skulle overnatte på Holiday Inn Express, Milford, CT. Susanne fandt en god fiske restaurant, så jeg kunne kunne få mig en hummer, uhmmmm.

 

Torsdag d. 10 September:

Der er lidt jet lag, vågnede kl 04:30, men det svare også sidst på formiddagen i danmark. Der er ikke langt fra vores hotel til der vi skal være de næste 3 dage, ca 3 timer hvis vi kørte direkte,  så vi vil køre mindst muligt på interstate 95, derimod vil vi køre på de små veje langs kysten og nyde den smukke natur. så allerede ved 8 tiden var vi på vej. Så noget fantastisk natur samt nogle huse der fik mundvandet til at løbe, og jeg tør slet ikke tænke på hvad de koster, langt fra hvad en portørløn kan bære. Vel fremme til hotellet som ikke er så ringe endda Embassy Suites i Boston, med en lille omvej til Wall Mart og en butik for at købe øl, Boston Oktoberfest. Spiste til aften på Cheesecake Factory.

 

Fredag d. 11 September

En dag man ikke glemmer hvor man var da man fandt ud af hvad der skete i USA. Men her 14 år senere er vi på seminar for 7 vende gang, et genetik seminar sat op af Tufts, med gode foredragsholdere fra hele verden. I år er det blevet flyttet indefra byen til et vidunderligt gammelt landsted i engelsk stil, lige udenfor, stedet hedder MIT Endicott House. Efter en lang dag tilbage på hotellet, besluttede os til at spise der, let og enkelt med et godt glas vin dertil, nu da vi ikke skulle ud og køre.

 

Lørdag d. 12 September

Endnu en dag for at blive fyldt med viden. Spiser morgenmad på MIT og så er der dømt undervisning hele dagen. Slutter 17:15, aftaler med Leslie og 5 andre talere at gå ud og spise sammen, der bliver bestilt en taxa til de andre vi tager bilen, Leslie kører med os bag taxaen, da det er ham der kender vejen, spiser på en kineser restaurant, ok, men ikke fantastisk og det store overblik havde de ikke, så de havde glemt det jeg havde bestilt samt en af foredragsholderne, så efter jeg havde ømtet noget med at det jo var dejligt hvis vi kunne  spise sammen kom manegeren ud og sagde at vi to fik vores mad gratis samt alle fik gratis efter eget valg det vi ville have at drikke som plaster på såret. Derefter tilbage på MIT med Leslie og så tilbage på vores eget hotel, godt møre, i morgen starter turen for alvor.

 

Søndag d. 13 September:

Sov til  kl. 6:30 for at gå ned og spise morgenmad kl.7; On the road kl. 8 Retning Martha`s Vinyard, vi skulle sejle fra Woodshole til Vineyard Haven, sejlturen tog under en time. Fra havnen kørte vi til Menemsha, en lille fisker flække som nok er mest kendt for at noget af filmen Dødens Gab er optaget her, men et rigtigt hyggeligt sted . Derfra tillede vi til Aquinnah, som er et indianer reservat, og denne weekend holdt de pow-wow. Fik at vide af receptionisten på hotellet hvor vi skal overnatte at de higer meget over området. Derfra kørte vi til vores hotel i Edgartown, som hedder Habor View, undervejs gjorde vi holdt i Chilmark, hvor der er en chokoladeforretning, nok verdens mindste, går ind i den ene side af huset og ud af den anden, måtte stå i kø for at komme ind, men det var ventetiden værd. Efter vi var ankommet til vores hotel og tjekket ind slappede vi af til lyden at regnen der stod ned udenfor. Da det var holdt op med at regne gik vi en lille tur ned i byen og haven hvor vi så en smuk regnbue og ditto solnedgang, for en gang skyld havde jeg ikke mit kamera med, ØV. Vi besluttede os til at gå tilbage og spise på hotellet, hvilket vi ingenlunde fortrød, det smagte himmels, tilbage på værelset for at slå mave.

 

Mandag d. 14 September:

Stod tidligt op gik atter en tur ned til havnen så den lille færge der sejler over til nok en lille ø, færgen hedder Chappy, og turen tager 2 minutter, derfra gik vi ned til det fyrtårn der ligger lige nedenfor hotellet og Susanne fik dyppet tæerne i vandet. Så var det desværre tid til at vende næsen mod fastlandet men inden da kunne vi nå at se nok et fyrtår ved Oak Bluff, så mod Vineyard Haven hvor vores færge afgik fra, fik lige købt lidt souvenirs inden vi skulle sejle. Færgen vi sejlede med er helt tilbage fra 1954 og åben, så skumsprøjt stod ind over bilerne og dem der havde valgt at stå ud af dem, den hedder Govenor Bradford. Da vi kom til fastlandet gik turen til spidsen af Cape Cod, til byen som hedder Province Town, hvor vi har base et par dage på et B&B som hedder Snuggs Cottage, kørte ind og fandt et hyggelig lille restaurant, Post Office Cafe. Tilbage igen slappe af se tv løse nogle kryds og tværs.

 

Tirsdag d. 15 September:

Morgenmaden var først 9:30, så snart den var indtaget, ind til byen, da vi skulle på Hvale Watch, det blev en uforglemmelig tur, efter ca . 3/4  times sejlads traf vi på de første hvale og så kom de ellers i en lind strøm, og som toppen på kransekagen fik vi også 2 klumpfisk at se, de var oppe på overfladen for at blive varmet op. Hele ture tog 3 timer, kan kun anbefales på det varmeste. Husk at smøre jeg ind i sun blok, da vandet reflektere solens stråler og der er jo ingen grund til at få en fantastisk tur ødelagt pga. solskoldning. Efter at have fået noget let at spise samt tanket bilen op var vi klar til at se endnu mere af Cape Cod, turen gik først til High Land, jeg ved ikke om Man In Black 2 siger jeg noget, men det er her, scenen på the post office skal være optaget. Selve fyrtårnet blev flyttet længere ind i landet, her blive sandet også skyllet bort. Derfra til Marconi Station Site, En italiener var her den første der sendte en besked tværs over Atlanten til England i 1903 med morse signaler. Her er hans anlæg til gengæld borte, skyllet i havet tilbage i 1960. Som rosinen i pølseenden afsluttede vi eftermiddagen i byen, så hjem på B&B for lige at fordøje alle oplevelserne, men jeg tror ikke at jeg nogensinde vil glemme vores hval tur. Spiste sen aftensmad igen på Post Office Cafe’, kan anbefales skulle man komme forbi.

 

Onsdag d. 16 September:

Vi vågnede allerede ved 6 tiden, og besluttede os til at pakke vores kuffert og køre nordpå, da morgenmaden ikke var den store kulinariske oplevelse. Til genglæd gjorde vi holdt ved Dunkin Donuts og fik vores morgenmad der. Da vi nu  var kommet tidligt afsted kom vi relativt hurtigt tværs igennem Boston, det hjalp også godt på det at de havde en car pool lane, det vil sige en bane hvor der min er 2 personer i bilen, det gjorde vi slap for en masse kø down town. Derefter kørte vi fra motorvejen for at se nogle små fiske byer langs kysten og den smukke natur, bla. a kørte vi ud og så Pigeon Cove, desuden kan man godt se på bynavnene at vi er i New England, der er en masse byer de hedder det samme som i England og Irland. Derfra ud på I 95 igen og op mod  Bar Harbor, hvor vi skal være et par nætter. Vi besluttede os for at køre ind til nabo byen for at spise til aften, Taco Bell fristede over evne, der efter en smut i Wal Mart, efter et par solbriller til mig , og ikke mindst noget Cola. På vejen hjem til hotellet gjorde vi holdt for at se på den smukke stjerne himmel.

 

Torsdag d. 17 September:

Da vi kørte ind til byen for at få noget morgenmad stoppede vi  ved en af de mange shops der sælger sejlture, og tro det eller ej, Susanne forslog at vi tog endnu en sejltur, men vandet var også spejlblankt, ikke en vind rørte sig. Vi besluttede at tage en tur der tog 3 timer, og viste søsiden af  Acadia National Park samt en del fyrtårne. Alt i alt en ude mærket tur, hvor vi også så nogle af de kæmpe huse som nogle af de virkelig store kanoner ejer her. Efter vi var kommet tilbage fra vores sejltur på et spejlblankt Atlanterhav fik vi os en is, for derefter køre ind i Acadia National Park, som det første vi gjorde var ind til visitorcenter, Susanne skulle have sit stempel i sit National Park Pas, der er efterhåden nogle stykker, men sandelig også udfordringer i andre. Det var en meget smuk natur, med en masse stop for bare at nyde den smukke natur og så kigge ud på det hav vi bare få timer inden havde sejlet på for nu at kigge ud på det. Spiste igen på Taco Bell.

 

Fredag d. 18 September:

Så blev det tid til at skulle on the road igen, Først skulle der lige pakkes kufferter. Da vi nåede Ellsworth, spiste vi en kombineret morgenmad og frokost for derefter fortsætte til Buckport, hvor vi gjorde holdt for at se 2 ting. 1. Der var bygget en ny bro da den gamle fra 1931 viste sig at være så rusten at det ikke kunne betale sig at renoverer den så i 2013 blev den nye indviet, da man byggede den lave man en udsigts platform i 136 meters højde, der er en god udsigt derfra. 2. Lige ved siden af ligger et gammelt fort. Det er opkaldt efter den første forsvarsminister under den Amerikanske Uafhængighedskrig, General Knox, deraf navnet Fort Knox, der ligger at andet i Pennsylvania, som også bærer hans navn.De startede med at bygge på det i 1844 og 25 år senere da de ned lagde det var det ikke færdigbygget. Det var meningen at der skulle være 135 kanoner, men der blev kun monteret 74. Derfra gik det videre til Belfarst, jo vi er stadig i Main, hvor vi slog et smut ned om havnen, fik os en is, det er jo ferie og temp. siger 24 grader, solen skinner og mange andre undskyldninger. Så ramte vi vores hotel i Rockland, med en udsigt der slå alt, skønt. Efter at have nydt solnedgangen, som var smuk, kørte vi ned på Dennys for at spise til aften.

 

Lørdag d. 19  September:

For en gang skyld havde jeg sat mit vækkeur til, da jeg ville se solopgangen, smukt syn. Vi kørte igen ned på Dennys, nu for at få en gang amerikansk morgenmad bestående af, spejlæg, pølser, hamborgryg, toast og pandekager, så er bunden også lagt for den dag. Derfra kørte vi ind til byen for at se Lighthouse Museum, da der jo er et væld af dem ned langs østkysten, syntes vi at det kunne være interessesandt at se historien bag nogle af disse samt de personer der passede dem, det var ikke fordi lønnen var høj, når man tænker på at mange af fyrpasserne levede en meget afsondret tilværelse 1 dollar om dagen! Tilbage på hotellet vi har besluttet at det er på sin plads med en fridag, sidder og nyder det gode vejr og udsigten da Susanne pludselig ser et sødt lille jordegern ( Chipmunk) eller bedre kendt som Chip & Chap fra Walt Disney, han har travlt med at guffe hyben i sig. Det var meningen vi skulle have spist på en fiskerestaurant, men tro det eller ej, de lukkede alle kl. 15, så det blev Dennys atter en gang, men det var heller ik så ringe endda.

 

Søndag d. 20 September:

Så blev det desværre tid til at skulle forlade dette smukke sted. Main er bestemt et sted vi godt kunne finde på at besøge igen. Ført gjorde vi holdt ve et lille bageri, det eneste de laver er dounots, stedet hedder The Willow Bake Shoppe. derfra gik turen af de Amerikanske landeveje, vi havde besluttet at selv om det var en længere tur så ser man nu engang mere der end på motorvejen. Det slog heller ikke fejl her. Første holdt var for at se op til The White Mountains i New Hampshire. Så videre til Vermont hvor vi så en af de utallige overdækkede broer der er her oppe i de nord østlige stater, lige ved siden af ligger USA’s ældste General Store, den måtte vi jo selvfølgelig ind og se, det var en oplevelse som jeg kun kan anbefale, den ligger i byen Bath. Når vi taler om byer man forbinder  med vores himmelstrøg, hvad så med Denmark, Norway, Sweden, Altona  og i aften overnatter vi i Potsdam, vi spiste på Ponderosa det var guf efter en lang dag på vejene.

 

Mandag d. 21 September:

Tog os god tid inden vi kørte fra Potsdam til Watertown, der er nemlig kun 1,5 timers kørsel mellem de to byer, men nu er det ikke lige os at køre direkte mellem 2 punkter. Først kørte vi op for at se et stort vandkraftværk der ligge på grænsen mellem USA og Canada. der løber ca 11.340.000 liter vand gennem turbinerne i minuttet , en pæn sjat må man sige. Det producere strøm nok, som vil kunne dække strømforbruget i en by som Washington. Derfra kørte vi op for at se en af de sluser der forbinder Lake Ontario med Atlanterhavet, vi var så heldige at netop som vi kom dertil var der et stort fragtskib der var på vej ind i slusen, vi blev selvfølgelig og så det blive bugseret ind og sank de 42 fod, hvilket svarer til ca 12,6 meter, det gik utroligt hurtigt. Derfra kørte i langs den Canadiske grænse og floden skibene sejler på til Alexadria Bay, i et område der bliver kaldt 1000 Island, det forstå man godt når man ser alle de øer der er her. Det vi kom for at se vat et slot der hedder Boldt Castle, som er bygget i europæisk stil, da ham der startede på det kom fra fra Syd Tyskland. Han var chef for det verdenskendte Waldorf Astoria Hotel i New York, og et par andre store hoteller Pennsylvania, så det var ikke penge der manglede til projektet, hvilket han også havde givet arkitekterne besked om. Det skulle have været en gave til hans hustru som han elskede dybt, han stoppede dog byggeriet med dags varsel da hun pludselig afgik ved døden. Det stod og forfaldt på grund af vind, vejr og vandalisme, men i 1977 blev det overtaget af en fond som besluttede at sætte det i stand og åbne det for publikum og på trods af de har været i gang i 40 år er de ikke færdig endnu, men det der gjort færdig er virkelig betagende, se evt mere på www.boldtcarstle.com Så gik turen til Watertown. Efter at have tjekket ind og Susanne ganske som hun plejer har fået noget JYRAK mail af vejen, var det tid til at spise, og selv om der ligger en Taco Bell 200 meter herfra, bliver vi enige om at smutte lidt længere ned for at spise på Arby’s , 2 voksne kan spise sig mætte for under 15 dollars. Inden vi kørte tilbage på hotellet tankede vi bilen op så den er klar til endnu en tur i morgen tidlig. Resten af aftenen står på Amerikansk Fodbold.

 

Tirsdag d. 22 September:

Efter at have pakket bilen begav vi os ud på vejene atter engang, vi er ved at være i træning, det første vi kørte efter var et fort der Ligger ud til Lake Ontario i byen Oswego . Men der var desværre lukket , træls. Så vi kørte til Buffalo, hvor nok et af de meste berømte vandfald ligger, Niagara Falls. Først gik vi langs kanten af det på den Amerikanske side, her får man ikke indtryk af hvor storslået det er, derefter gik vi op og købte billetter så vi kunne komme ned og sejle op til faldene, sejleturen bliver kaldt The Mist – tågen. Det forstår man til fulde når turen starter, alle får udleveret regnfrakker, og hvis man ikke benytter den bliver man gennemblødt. Det første ligger på den Amerikanske side og detandet og mest berømte ligger på grænsen mellem USA og Canada, man sejler ganske tæt på. Efter sejlturen gik vi over broen til Canada, da det er der man virkelig får det fulde udbytte. Vi købte selvfølgelig lidt souvenir og Susanne som den gode pige hun er sendte et postkort til sin mor. Så var det efterhånden også tid til at finde vores hotel. Spiste sen aftensmad, men på en af vores favorit kæde restauranter nemlig The Cheesecake Factory, kan varmt anbefales hvis man kommer forbi en af deres restauranter, som ligger spredt over hele USA.

 

Onsdag d. 23 September:

Efter at have spist morgenmad på hotellet, kørte vi ud for at se et gammelt sluseanlæg, vi blev lidt skuffet, de er der stadig men der er igen information der, de bliver stadig brugt, min i meget ringe grad. Detfra kørte vi mod Fort Niagara, men inden kom vi forbi et lille fyrtårn, der var blevet nedlagt i 1982. Ved Fort Niagara så vi først en lille video om stedet og dets historie. Det var Franskmændene der startede med den første bygning i 1678 og Englænderne overtager det i 1759. Da det lå meget strategisk var der kamp om det, for på det tidspunkt var vandvejene vores dages motorveje. Så fik vi en rundvisning af en ung mand der kun fortælle en masse om fæstnings anlægget og livet i det. Derefter var der en der fortalte om Englændernes beklædning samt deres musketer, han var en oplevelse i sig selv. Så kørte vi ned for at se en stor Whirlpool, der er lidt nedenfor vandfaldene, det har kostet menneskeliv, da de har prøvet at svømme gennem den. Derfra gik turen over på Goat Island, som er en ø der ligger midt ude i floden. Vi gik derfra ud på en lille ø Luna Island, det er det sted hvor man kommer tættest på Niagara Falls på den Amerikanske side. Nu var vi mætte af indtryk, så vi kørte op i en stor Mall (mega storcenter) hvor vi osede lidt, og spiste til aften. Hjem på hotellet og slappede af resten af aftenen.

 

Torsdag d. 24 September:

Nu var det tid til at forlade Buffalo og Niagara Falls, så væggeuret blev sat til da vi havde en aftale med Maryann om at kigge forbi først på eftermiddagen, det var oprindeligt meningen at vi skulle have været der et par dage, men da hun lige har gennemgået en større operation i hals pulsåren, så besluttede vi at vi kun lige ville kigge forbi, vbi blev forsinket af en voldsom ulykke på vejen dertil. Det var rart at se at hun efter omstændighederne har det godt og det går fremad med hende. Derfra kørte vi til Hannover hvor vi skal overnatte. Susanne syntes jeg skulle have endnu en gang fisk nu da jeg var blevet snydt oppe i Main, så hun havde fundet et sted i nærheden der hedder Red Lobster, som er en kæde restaurant, jeg skal hilse at sige det er go mad de laver. Totalt stoppet tilbage for at slå mave på hotellet efter en lang da på vejene.

 

Fredag d. 25 September:

Morgenmad på hotellet, og så forlod vi Hanover for at køre ud og se et stutteri lidt uden for byen, Susanne har passet travheste i sin ungdom, og interessen for heste har aldrig forladt hende. Det er et kæmpe stutteri der hedder Hanover Shoe Farm, de avler adskillige meget fin og dyre føl hvert år, der sættes på auktion hvert år i November. Vi klappede et par stykker på mulen og så gik det videre mod øst. Vi besluttede os til at køre til New York, for at se friheds gudinden, men det fik en pludselig ændring da vi kørte gennem York, der ligger nemlig Harley Davidson’s fabrik, og de havde åbent hus med rundvisning. Jeg/vi har aldrig set så mange Harley’er som idag. P-pladsen foran fabrikken var stort af dem, fra det meste af USA, biler var henvist til pladser længere væk fra fabrikken. Jeg kom med på rundvisningen, Susanne måtte pænt vente på mig i deres butik, da hun havde sandaler på måtte hun ikke komme med. Efter rundvisningen gik vi op for at se deres udsillede modeller som man kunne prøve at sidde på, man kunne også få en prøvetur på en af dem, men køen dertil var for lang til jeg syntes var rimeligt, vi skulle jo også videre. længere oppe kørte vi forbi et nedlagt jernstøberi. Hopewell hedder stedet, smukt område, igen en rød plet på Susanne’s kort. Så gik det mod The Big Apple, forbi Philadelphia som vi var noget spændt på hvordan vi kom forbi, da paven besøger byen, heldigvis er det først i morgen, så trafikken gled ubesværet, men de advarede på deres lystavler med Pope Traffic! Spiste til aften på hotellet vi bor på, det var en skuffelse. Bor på Hilton på 9 etage, Susanne fandt for lang tid siden en pris der er billig selv for New York.

 

Lørdag d. 25 September:

Sov længe, gik ned for at spise morgenmad, man skulle ikke tro det var den samme restaurant vi var i som i går aftes, hurtig og kvik betjening. Derefter gik vi op, Susanne for at besvare en masse mail ang. JYRAK, jeg sad og løste kryds og tværs. sent på formiddagen besluttede vi os så endelig at køre ud for at set noget. Først kørte vi op for at se Ringwood Manor, som er et bygningsværk i Tudor stil og en masse eksotiske blomster og træer, man kan komme ind og se det hvis det ikke er udlejet til diverse begivenheder, og i dag var desværre sådan en, men vi gik lidt rundt og så på det smukke bygningsværk. Derefter spiste vi frokost på Subway, lidt handel i en Dollar General. Så gik af små veje igennem staten tilbage til Pennsylvania, vi havde nemlig købt billeter til Pro Bull Riding PBR, i Allentown, det var lidt svært at finde ud fra den adresse vi havde fra billeten, men det lykkedes, de 2,5 time fløj afsted, vi forundres hver gang over at der ikke kommer flere til skade når man ser hvordan de sommetider bliver smidt af og trådt på. Sent tilbage på hotellet, skal lige slappe af inden vi går til ro.

 

Søndag d. 27 September:

Efter morgenmaden var det til til at tage ind til New York, vi besluttede os for at tage toger derind da stationen ligge lige ovre på den anden side af gaden, efter at have ledt lidt fandt vi ud af hvor vi skulle købe billetter og så af sted. Inde på Penn Station købte vi togkort til undergrunden, for at køre ned til Wold Trade Center, da vi nåede frem gik vi først ind for at se det museum der er lavet i forbindelse med Wold Trade Center, det var noget der vækkede minder om 2011, utroligt at se nogle af de jerndragere der er så tykke at de kaan blive vredet så meget, og hvor mast brandbiler kan blive. Vi fik at at halvdelen af brandstationer i hele New York var kaldt til stedet, 343 brandmænd mistede livet, på nogle stationer døde tre generationer. Derfra gik vi ud og så hvor The Twin Tower stod, nu markeret med 2 store bassiner der forsvinder i etaper, på kanten er der skrevet navnene på dem der mistede livet i den enkelte bygning. Derfra gik vi over for at se udsigten fra One Wold Center, udsigtplatformen er på 102 etage, det tager 47 sekunder at komme derop, det kan man da kalde for en lyn elevator. Udsigten derfra var “kun” 60 kilometer, da det var lidt diset, det eneste vi havde at udsætte på var de malkede folk på alle måder, men vi sagde fra til alle deres ekstra “tilbud”. Lidt derfra ligger en lille brandstation No 10, den gik vi over for at se, de mistede 6 mand, at hele stationen ikke blev ødelagt er et under, brokkerne fra et af tårnene landede bogstaveligt på fortovet udenfor stationen. Så var det tid til at søge tilbage til vores hotel, at tage med undergrunden til Penn Station, men at finde ud af hvor toget til den station vi skulle vi derfra skulle med noget helt andet, og da vi endelig fik at vide hvilket spor det fra, var det forkert, så alle løb forvirrede rundt. Men hjem kom vi. Så nu står den på fodbold og pakke kuffeter, det går nemlig hjemover i morgen med mange gode oplevelser i bagagen.

 

Mandag d. 28 September:

Så blev det tid til at forlade USA for denne gang, men inden vi kørte til lufthavnen blev det lige tid til lidt mere på opleveren. Turen gik først til Ellis Island, som er den ø alle 3 klasse passagerer blev henvist til når de ankom med skib fra Europa, øen var i funktion til 1954, i den periode ankom over 12 millioner mennesker, øen var kun til at frasortere dem der ikke var i stand til at klare sig selv, dem der havde et handicap blev sendt tilbage, på det selvskab der havde bragt dem overs regning. Derfra sejlede vi over for at se den nok mest fotograferet turist attraktion i New York, Frihedsgudinden. Vi blev enige om at det var godt at vi var sejlet fra New Jersey, der var slet ikke det pres på de færger som dem der sejlede indefra New York, derfra tilbage til New Jersey, så nu har min kone sejlet 8 gange på denne tur, flot når man tænker på hun hader at sejle. Så var det tid til at køre ud og aflevere bil ved AVIS, og tænk selv om Susanne havde sagt hjemmefra at vi ikke skulle køre ret meget så blev det til lidt over 5000 kilometer. Aflevere kuffeter, den ene vejede 22.3 kilo og den anden 23.2, max vægt 23 kilo pr kuffert, men den tungeste gik også glat igennem, så nu venter vi bare på at blive bordet til Frankfurt og videre til Billund i morgen. Har lige fået en SMS fra Tina at bilen nu står i Billund, dejligt med gode venner. Takker også Mathilde, naboens datter for det store arbejde hun har lagt i at passe alle kattene mens vi har været væk. Så nu kan man godt sige at Susanne’s nye kort er blevet indviet, følgende stater har vi været i. New Jercey, New York, Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, Maine, New Hampshitre, Vermont og Pennsylvania. Ret god start, nu må vi se om dette kort også kommer til at opleve alle 50 stater.